Kollektive transportpriser

18. februar 2008

I den tilstandsrapport over dansk miljøpolitik, Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling, som Ingeniørforeningen lagde frem i sidste måned, er der side 34 et tankevækkende diagram (se nederst på siden), som viser, at priserne for den offentlige transport siden 1990 er steget langt mere end prisen for bilkørsel. Fra 1990 til 2005 er realprisen for at køre med bus (grøn) og tog (rød) steget med henholdsvis 21% og 18%, mens bilkørslen er steget med 7% (sort).

Dette virker helt absurd i og med der er så mange samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved, at vi i langt højere grad benyttede den offentlige transport og lod bilerne stå. Ved DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har man udviklet en model for Ørestadsregionen, som viser, hvordan pris og en række andre faktorer virker ind på antallet af passagerer.

“En prisstigning på tre procent vil betyde en reducering i antallet af kollektive ture i hovedstadsregionen på ca. 11.500,” siger seniorforsker Goran Vuk fra DTU transport i artiklen Husker du …: “Set i lyset af takststigningerne, så vil [passagertallet] forsat falde. De kollektive takster er den overvejende grund til faldet.” Vuk bekræfter efterfølgende, at modellen tilsvarende viser, at prissænkninger vil føre til øget brug af den kollektive trafik.

Hvorfor bliver priserne endda ved med at stige?

DSB argumenterer i Husker du … med øgede omkostninger og påpeger, at prisstigningerne ligger inden for den 3% ramme, man har fået lov til. Og tre dage senere afviser trafikminister Carina Christensen overfor Information.dk, at ‘det kan betale sig’ at sænke billetpriserne på den kollektive trafik.

Det ulykkelige er, at vi i disse privatiseringstider er endt i den tvangsforestilling, at alle samfundsfunktioner skal hvile økonomisk i sig selv. Transportsektoren er et lysende klart eksempel på at de frie markedsmekanismer ikke evner at håndtere miljømæssige problemstillinger hensigtsmæssigt.

“Hvis fire venner tager S-toget til Klampenborg fra Vesterbro og tilbage, koster det tæt på 250 kroner, hvorimod i bilen vil den samme tur koste tæt på 30 kr i benzin. Svær beslutning….?”, begynder lederen Sidste klip i Information 28.01. Det valg burde se radikalt anderledes ud.

Sidste klip slutter: “Den kollektive trafik er et vigtigt middel til at nå de miljømål, som sættes i disse år, men fælles transport har også en betydelig social dimension. Som en debattør skriver på vores hjemmeside, så har en stor del af befolkningen slet ikke valget mellem bilen og bussen. De har valget mellem at betale hvad det koster eller blive hjemme. For dem betyder stigende takster og faldende passagertal blot at der må spares et andet sted i privatbudgettet.”

Hvad ville der ske, hvis man gjorde den offentlige transport i HT-området gratis, og lagde en solid ring af bompenge omkring centrum?

Det ville kunne give langt mindre trafikal belastning i det centrale København, det ville spare samfundet for enorme investeringer i motorveje, parkeringshuse, havnetunneller, som hver især giver store strukturelle problemer at klemme ind i en i forvejen tæt bebygget historisk bykerne. Selv for dem, som stadig kører, vil det have den fordel, at de ikke som nu spilder stadig mere tid med at holde i kø. Det ville have fornemme sociale og miljømæssige konsekvenser – det centrale København ville blive et sted for mennesker frem for for biler – og det ville være beslutninger af den kaliber, som kunne berettige København til at aspirere til at kalde sig Europas Miljøhovedstad.

.

Realprisudvikling efter transportmåde (Grøn fremtid p. 34)

.

Kilde: Danmarks Statistik. Realprisudvikling (1990=100) efter transportmåde og tid

indlæg oprettet af Jens Hvass

Nikolai Zwinge: Husker du …, Information 25.01. 2008.

Nikolai Zwinge: Minister afviser billigere buspriser, Information 28.01.2008.

Bent Winter: Sidste klip, leder i Information 28.01.2008.

Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling, Ingeniørforeningen, 2008 (67 sider pdf).

Share