Strøtanker om bæredygtighed

Overlæge Ole J. Hartling har til Politiken 14. februar skrevet en yderst læseværdig kronik, Solidariteten på spil, om konsekvenserne af den snigende privatisering af det danske hospitalsvæsen. Frem for at sikre sig en god pleje for alle, køber man sig gennem særaftaler ret til positiv særbehandling og muligheden for at kunne springe over ventelisterne.

Den europæiske hospitalskultur bygger på lignelsen om den barmhjertige samaritan. Ordet hospital betyder oprindelig ‘et sted for fremmede’, hvor døren var åben for alle uanset herkomst. Men den stadig mere udbredte brug af private sygdomsforsikringer, som så at sige fodrer den private sektor, udgør en alvorlig trussel for ligheden, værdigheden og kvaliteten i det danske hospitalsvæsen.

Vi er ifølge Hartling stærkt på vej derhen, at den danske læge ikke kan opfylde en central passage i lægeløftet om “stedse [at ville] bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.”

Hartling viser herefter, hvordan den private sektor på en lang række måder begunstiges urimeligt i forhold til de offentlige hospitaler. Den har ingen forskningspligt, ingen pligt til at opretholde skadestuer og vagtsystemer. Den laver det, som giver afkast og rager til sig af uddannet arbejdskraft og ekspertise uden at yde sit, og modtager samtidig store offentlige tilskud gennem skattefritagelsen for de private sundhedsforsikringsordninger.

Hartling er omkring Michael Moores film SiCKO og påpeger, at selv om den er trukket stærkt op, så har ingen gendrevet filmens eksempel med manden, der få stillet valget mellem, hvilken af sine fingre, han vil have syet på. For det sker dagligt i USA, at mennesker ikke får den behandling, de behøver og ud fra et etisk-medmenneskeligt perspektiv har ret til. Og i Hartlings udsyn er vi i Danmark godt på vej i samme retning. Stærke kræfter i det danske samfund har store interesser i at privatisere også vores hospitalssektor.

Hartling slutter sin kronik således: “Privat kommer oprindeligt fra det latinske ord privare, som betyder at berøve. Som læge tøver jeg ikke med at sige, at privatiseringen berøver os vore idealer, vor integritet og det, vi har givet løfte om. Den berøver samfundet dets solidariske grundindstilling og dets kulturbærende idealer. Den berøver Danmark for et af verdens mest agtede sundhedsvæsener.”

Lægeløftet stammer tilbage fra Hippokrates (cirka 460-370 f.Kr.), som lagde grunden til en videnskabeligt funderet lægekunst, og Hippokrates er mere aktuel i dag end nogensinde. Ikke bare for hans inddragen af det sociale aspekt, som Hartling fremdrager i indledningen til sin kronik.

Hippokrates forstod sygdom som resultatet af ubalancer i vores kost og påvirkninger fra omgivelserne og så det som sin opgave at reetablere denne balance gennem at understøtte kroppens selvhelende kræfter. Han havde således et langt mere holistisk forståelse af lægearbejdet end nutidens hospitalsmaskine med dens klassisk naturvidenskabeligt afledte bilreparationsparadigme, som knapt evner at møde os som levende åndsvæsener. Ikke mindst, når det gjaldt det forebyggende, kunne vi med stor fordel lytte til Hippokrates: Lad din føde være din medicin og din medicin være din føde.

Hvis vi i dag fik besøg af Hippokrates, ville han fluks gå i gang med at rydde op i al den junk food, de dårlige indeklimaer og omfattende ubalancer i vores omgivelser, som påfører det senindustrielle menneske næsten endeløse kroniske lidelser. Han ville ordinere os skovture, retræter, inaktivitet, bilfri og TV-fri dage, og systematisk søge at demontere det massive overload af information, vi udsættes for. Frem for vores nuværende satsen på ny udviklingen af medicin og hospitalsteknologi ville han søge at bringe mere harmoni mellem menneske og omgivelser, kultur og natur, og søge at genintegrere byen (den største ubalance) i sit naturgrundlag.

Når vi taler hospitals- og behandlingsparadigmer har det derfor meget store konsekvenser for bæredygtigheden og manglen på samme. Vi behandler i dag menneskekroppen ligesom vores omgivende natur, med voldsomme tekniske indgreb frem for at lytte til og arbejde med de naturlige livsprocesser i og omkring os.

Ole J. Hartling: Solidariteten på spil, kronik i Politiken, 14.02.2008.