Strøtanker om bæredygtighed

Den måde, hvorpå mennesket gennem tiderne har indvundet og anvendt energi, er et grundlæggende kultur-karakteristika. Samtidig med at brugen af fossil energi som kul, olie, gas og uran muliggjorde udviklingen af det industrielle samfund, er mange af de problemer med økologi og bæredygtighed, som vi står overfor i dag, direkte forbundet med den måde, hvorpå vi bruger energi.

I bogen Økologiske produktivkræfter (1977) analyserer Jesper Hoffmeyer, hvordan markante skift i kulturernes homøostase gennem tiderne modsvares af ændringer i den måde, hvorpå vi har brugt energi. Homøostase er et begreb fra den moderne systembiologi. Det betegner en form for fastholdt ligevægt i et økosystem, hvor de enkelte arter gennem feedback-mekanismer opretholder en slags balance. Balancen kan forskubbe sig gennem en række ændringer i systemets stimuli og vilkår, men systemet har en iboende dynamik frem (eller tilbage) mod en given homøostatisk balance.

Hoffmeyer sammenfatter analysen i en slags bjerglandskab, hvor der i hver dal hersker en given balance mellem fundamentale kulturelle størrelser. Udviklingen gennem tid er betegnet ved et tog, som under store anstrengelser strider sig op ad bjergsiden for, når det kommer til toppen, at få en kolossal acceleration, når det starter turen ind (ned) i næste dal. For hver ny dal er det ikke bare den teknologi, hvormed mennesket udvinder og bruger energi, som ændrer sig. Samtidig ændres vores organisationsmåde, vores bevidsthed og verdensforståelse – i en homøostatisk reorganisering. Når først toget er vel nede i næste dal, har disse størrelser en tendens til at fastholde hinanden i en form for homøostatisk balance.

Planter omsætter solenergi gennem fotosyntesen i bladenes grønkorn og fungerer herved som naturens solfangere. Dette er basis for alt dyreliv, ligesom det er forudsætningen for menneskets eksistens. Ifølge Hoffmeyer er der tale om en kvantespringsagtig udvikling af homøostasen fra jæger-samler-samfundets beroen på, hvad naturen af sig selv frembyder, over nomadefolkenes organiserede husdyrhold til agersamfundenes systematiske underlæggen sig økosystemerne, som gav basis for byudvikling omkring handelspladserne og en langt mere kompleks samfundsorganisation. Vores bevidsthed og verdensforståelse har ændret sig sideløbende.

Hoffmeyers pointe med at anvende homøostase-begrebet er, at forandring kun vanskeligt kan ske inden for én af disse parametre: teknologi, organisation, verdensbeskrivelse, bevidsthed. Disse kultur-definerende størrelser må så at sige forandre sig samtidigt, og finde samlede repolariseringer. Vi kan således ikke blot organisere os ud af problemerne, vi kan heller ikke udelukkende satse på den teknologiske løsning, selvom det kan synes som om vi rygmarvsmæssigt rækker ud efter, hvad Jesper Hoffmeyer kalder “det teknologiske fix”. Vi må i vore scenarier for en bæredygtig fremtid søge samtidige og kongruente forandringer i teknologi, organisation, verdensbeskrivelse og bevidsthed.

Stillet overfor ressource-problemerne og udfordringerne med den globale opvarmning, står vi nødvendigvis overfor store forandringer i vores grundlæggende samfundsteknologi. Men med Hoffmeyers homøostase-model i hånden er det selvindlysende, at der samtidig må ske radikale ændringer i det organisatoriske, det bevidsthedsmæssige og det verdensanskuelsesmæssige. Og her halter vi i mine øjne frygteligt bagefter.

På ét plan er der tilløb til at håndtere det organisatoriske, men vi er knapt vågnet til erkendelsen af, at en lang række aspekter af vores nuværende organiseringsmåde er grundlæggende ubæredygtige, sektoriseringen, den materielle gennemstrømning af ikke-fornyelige ressourcer, de frie markedskræfters globale bevægelser af store mængder af materie. Og vi mangler stadig at gøre os klart, hvilke radikale forandringer der ligger forude i det bevidsthedsmæssige og forståelsesmæssige – eller at en væsentlig del af løsningen kunne ligge i at inddrage alle homøostasens sfærer.

Hoffmeyers udfoldelse af modellen er meget præget af tidens universitetsmarxisme, om end den i sin nytænkning og forsøg på at håndtere økologiske problemstillinger repræsenterer et ganske radikalt opgør med tidens skabelonagtige verdensfortolkninger. Han tager da også i forordet til en digital publicering af bogen i år 2000 afstand fra en del af retorikken og kapitalismekritikken, samtidig med at han ser, at meget af det han i årene efter har udfoldet allerede lå i kimform i Økologiske produktivkræfter.

Men allerede da den udkom, var den et opbrud med marxistisk kassetænkning. Modellens to diagonaler kan forstås som en dialogstilling af den materielle dialektiks akse (teknologi-organisation) med idealismens (bevidsthed-verdensbeskrivelse). Og jeg finder, at kerneafsnittet omkring homøostase-modellen side 18-34 er yderst relevant for vores situation i dag, hvor vi står overfor gigantiske samfundsinvesteringer, som i store træk defineres i det teknologisk-organisatoriske felt.

I Freja-gruppen, en økologisk studiegruppe på Arkitektskolen i København, anvendte vi først i 80erne Hoffmeyers model som stadig tilbagevendende forståelsesværktøj og referenceramme. Men hvor teknologi-organisation-diagonalen var selvindlysende, var der stadige problemer med at forstå og håndtere den anden diagonal. Og vi endte med at slå bevidsthed og verdensbeskrivelse sammen til en enkelt komponent, holdninger, som dækkede vores natursyn og attitude (eller handlemåde) overfor naturen. Denne HOT-model (på engelsk TAO – technology, attitude, organisation) er i praksis langt enklere at kommunikere og giver samme grundlæggende indsigt, at varige forandringer nødvendigvis må ske parallelt på mange områder.

Et helt centralt aspekt af HOT-modellens holdninger er vores natursyn. Igennem menneskets historie har vores natursyn forandret sig hånd i hånd med skiftende forståelser af os selv og vores guder. Vi kan udskille et panteistisk, et middelalderligt, et mekanistisk, et romantisk, et holistisk osv. natursyn, og listen kunne let gøres længere. Men vi kan se, at den proces, som billedligt set blev indledt med syndefaldet, har nået sit ekstrema.

Egoet er udviklet til et punkt, hvor det udgør det strukturerende centrum for vores verden. Aldrig før har mennesket set sig så adskilt fra naturen som i dag, og måske har vi aldrig før været så fremmedgjorte overfor vores egen natur som i dag. Men tilsyneladende er en ny bevidsthed ved at tage form ud af den nuværende situation om vigtigheden af at genindlejre os selv og vores samfund i naturen. Det er i mine øjne vigtigt, at denne proces gives fuld opmærksomhed og får mulighed for at virke korrigerende ind på de overvejende teknologisk-organisatorisk funderede scenarier for samfundsomlægningen, som i disse år ser dagens lys. Måske er det ikke blot den så vidt muligt direkte fortsættelse af vores nuværende levemåde, vi ønsker os, eller fortjener.

I 1977 satte Hoffmeyer blot et spørgsmålstegn i den dal, vi er hastigt på vej over i, i takt med at de fossile brændstoffer ikke bare er ved at slippe op, men har vist sig at gribe voldsomt forstyrrende ind i biosfærens balancer, og han undlod klogeligt at detaljere, hvordan vi fremover indsamler vores energi og organiserer vores samfund, eller hvilken bevidsthed og verdensforståelse, som vokser frem heraf. I de mellemliggende år har vi på højeste politiske niveau set teknologisk veldokumenterede scenarier for en 40% CO₂-reduktion inden 2020 og en 80% CO₂-reduktion inden 2050. I praksis diskuterer man lige nu tidsplanen for et Danmark uafhængigt af fossile brændstoffer.

Jesper Hoffmeyer: Økologiske produktivkræfter, Klods-Hans 1977.