Strøtanker om bæredygtighed

Højhuse kan tilsyneladende ikke blive høje nok. Nu er den definitive fallos på vej i London, som ellers har haft tradition for at bevare sin gamle bykerne i en højde, så det var spirene fra byens paladser og katedraler, som tegnede konturen mod himlen. ‘The Shard‘ hedder bygningen, og Renzo Piano er arkitekten bag de 310 meter vertikale stræben, som forventes opnået i 2011. Der er tale om endnu et bidrag til rækken af højtstræbende bygningsværker med en udtalt skulpturel gestik. Men – som det hedder i Pink Floyds ‘The Wall’ – behøvede de at være så høje?

Det er, som om der sidder små drenge og leger med byggeklodser, fortabte for omverdenen i fascination over, hvor mange de kan stable ovenpå hinanden før de vælter. Men den perfektion og orden, som præger disse bygningers indre, virker overhovedet ikke sammen med omgivelserne, så problemerne for det omgivende miljø tårner sig op.

Lige så flot disse gigantiske spejlglasprofiler stræber mod himlen, lige så svært har de ved at lande rigtigt på deres sted. Arkitektonisk set er det meget få af disse moderne højhusskulpturer, som kommer rigtigt op af jorden. ‘The Shard’ er for eksempel underligt undermineret ved foden. Det gælder også for ‘Turning Torso‘, Malmös nye landmark, som med sine 190 meter endnu er den første af sin slags i Øresundsregionen.

Byrumsmæssigt bryder disse gigantiske skulpturer som regel totalt med den bydannelse, de lever i. Omgivet af et væld af trapper og ramper, kummer og imposant udsmykning i ‘dyre’ materialer, som signalerer fuld kontrol og får den omkringliggende by til at se tarvelig og slidt ud, frembyder de ofte meget dårlige vilkår for det urbane liv for de mange mennesker, som bevæger sig ud og ind af bygningerne. Ingen bænke til bumserne, ingen små kiosker, krogede træer eller hyggelige cafeer.

‘Turning Torso’ har taget konsekvensen og placeret sig selv midt i et bassin, som en perfekt by i byen, omgivet af voldgrav, med en vindebro, der kan hejses ned for de særligt udvalgte. Hermed har man effektivt sikret sig, at de dyre kvadratmeter ikke bare bliver en del af det urbane fællesskab.

‘Turning Torso’ er fornuftigt placeret uden for Malmös centrum. Men helst skal de høje bygninger ligge i centrum, hvor det i forvejen vrimler med kunder til at finansiere disse bygningers kolossale byggeomkostninger og huslejeniveau. Alle problemerne med adgangs- og tilkørselsforhold, parkeringskapacitet for de titusindvis af mennesker, der bruger disse bygninger, og de bjerge af varer, som omsættes fra disse bygninger, bliver her blot læsset over på det omgivende samfund. Urbanistisk set er disse merkantile katedraler som gigantiske snyltere, som måske snævert set løser en række problemer, men nøgternt set skaber langt flere end de løser. Det er nok også mindre den klare logik, der driver politikere og investorer ud i disse projekter, end symbolværdien for byen og den virksomhed, som flytter ind. Men tendensen er klar verden over. Er der først kommet én af slagsen, følger de næste som regel efter som paddehatte.

I London startede det for blot få år siden med ‘Swiss Re Headquarters‘, kaldet ‘Gherkin’, agurken, en gigantisk koglestruktur tegnet af den måske mest sublime af højhusarkitekterne, Sir Norman Foster. På billedet til højre er Gherkin blevet byforgrønnet i tråd med de seneste strømninger inden for highrise architecture, se Jorge Chapas artikel på inhabitats weblog, Gherkin Building goes green! I diskussionen under artiklen er der en vis bekymring om, hvordan man får slået græsset, men det viste sig dog blot at være en aprilsnar.

Det var samme Norman Foster, som for nylig lagde streger til højhuset ved Rådhuspladsen. Foster har gennem årene fostret mange af disse enorme drømmekonstruktioner. For eksempel lavede han under den japanske bobleøkonomi et projekt til Tokyo-bugten, ‘Millenium Tower‘, som i sit første skitseprojekt var 1001 meter højt, og rummede 240 etager holdt fast af en dobbeltspiralsk udvendig bærende struktur ligesom ‘Gherkin Building’. Signalværdien var kolossal, og placeringen af projektet i midt ude i Tokyo-bugten eliminerede alle indpasningsproblemerne for denne by for 60.000 mennesker, som var forbundet med fastlandet med en undergrundsbane. I et senere realiseringsprojekt var højden skrumpet til 840 meter. Det forlyder, at grunden til at man ikke byggede det var, at et så stort behov for stål på én gang ville gribe uforudsigeligt ind i verdensmarkedsprisen på stål. Det lyder lidt usandsynligt, men der er mange andre gode grunde til ikke at bygge en sådan bygning.

Det med at disse bygninger er bæredygtige – eller nogensinde bliver det – er dog i den grad en tilsnigelse. Ja, de har krævet en utrolig teknisk optimering for overhovedet at kunne lade sig gøre. Men jo højere de bliver, jo mere af bygningens tværsnit går til trappeskakte, affaldsskakte, elevatorskakte, kabelskakte og gigantiske konstruktioner, som skal kunne bære de mange hundrede meter lodret opstablen. Og alene deres tilblivelse kræver enorme mængder ikke-fornyelige byggematerialer.

Her er vi tilbage i London, hvor ‘Gherkin Building’ har fået selskab af andre himmelstræbere, som gør det omkringliggende London til en by af dukkehuse. ‘Gherkin Building’ står stadig distancen, arkitektonisk set. Men hvor det havde givet mening at have lavet Ørestaden med den tæthed, eller måske at et sted som Refshaleøen blev bebygget med et par gigantiske tårne, da hører en sådan himmelstræben ingen steder hjemme i en velbevaret og i det store hele velfungerende historisk bykerne som Københavns.

På hjemmesiden Københavnere mod fejlplacerede højhuse har man søgt at samle de mange gode grunde til, at vi ikke behøver gøre samme dumheder, som man har gjort i bykernerne over alt i verden. Her har intentionen blot været en lystvandring blandt drømmeslotte. Deus ex machina, ‘Gud i maskinen’, karakteriserede arkitekturskribenten Francis Duffy engang denne babelske himmelstræben og karakteriserede det som en esoterisk kunstart.

Udsigten herover er fra spa-etagen i det endnu ikke opførte ‘The Shard’ – der er en vis formåen i at blive forkælet et sted som dette. Fra siden shardlondonbridge.com er der adgang til flere billeder af projektet.