Strøtanker om bæredygtighed

Højhuse kan tilsyneladende ikke blive høje nok. Nu er den definitive fallos på vej i London, som ellers har haft tradition for at bevare sin gamle bykerne i en højde, så det var spirene fra byens paladser og katedraler, som tegnede konturen mod himlen. ‘The Shard‘ hedder bygningen, og Renzo Piano er arkitekten bag de 310 meter vertikale stræben, som forventes opnået i 2011. Der er tale om endnu et bidrag til rækken af højtstræbende bygningsværker med en udtalt skulpturel gestik. Men – som det hedder i Pink Floyds ‘The Wall’ – behøvede de at være så høje?

Det er, som om der sidder små drenge og leger med byggeklodser, fortabte for omverdenen i fascination over, hvor mange de kan stable ovenpå hinanden før de vælter. Men den perfektion og orden, som præger disse bygningers indre, virker overhovedet ikke sammen med omgivelserne, så problemerne for det omgivende miljø tårner sig op.

Lige så flot disse gigantiske spejlglasprofiler stræber mod himlen, lige så svært har de ved at lande rigtigt på deres sted. Arkitektonisk set er det meget få af disse moderne højhusskulpturer, som kommer rigtigt op af jorden. ‘The Shard’ er for eksempel underligt undermineret ved foden. Det gælder også for ‘Turning Torso‘, Malmös nye landmark, som med sine 190 meter endnu er den første af sin slags i Øresundsregionen.

Byrumsmæssigt bryder disse gigantiske skulpturer som regel totalt med den bydannelse, de lever i. Omgivet af et væld af trapper og ramper, kummer og imposant udsmykning i ‘dyre’ materialer, som signalerer fuld kontrol og får den omkringliggende by til at se tarvelig og slidt ud, frembyder de ofte meget dårlige vilkår for det urbane liv for de mange mennesker, som bevæger sig ud og ind af bygningerne. Ingen bænke til bumserne, ingen små kiosker, krogede træer eller hyggelige cafeer.

‘Turning Torso’ har taget konsekvensen og placeret sig selv midt i et bassin, som en perfekt by i byen, omgivet af voldgrav, med en vindebro, der kan hejses ned for de særligt udvalgte. Hermed har man effektivt sikret sig, at de dyre kvadratmeter ikke bare bliver en del af det urbane fællesskab.

Læs mere »

Flyv fra Bruxelles til Sydney på fire timer, hedder det i et nyt udviklingsprojekt for A2, et brint-drevet ultralydsfly, som skulle kunne komme op på hastigheder på 4-8 gange lydens hastighed, hvor passagerfly i dag typisk flyver under lydens hastighed. Projektet har nu afrundet sin første idéudviklingsfase og står overfor at modtage yderligere 10 milliarder euro til den videre udvikling fra EUs forskningsfond og det europæiske rumfartssamarbejde ESA. For der er langt igen, inden denne drøm kan udmønte sig i et rutefly.

Men igen, disse fart- og flyvedrømme synes at sætte al fornuft til side. Ingen stiller tilsyneladende spørgsmålet, om vi behøver at kunne rejse så hurtigt?

Brint-teknologien er interessant, fordi den til forskel fra olieafbrændingen er en ren forbrænding, som ikke udvikler CO₂. Der er da heller ikke blevet sparet på brugen af ordet grøn i forbindelse med A2-flyet. Det vil betyde en helt anden fremtid for lufttransporten, som i dag er en af de helt store miljøsyndere, hvis det i fremtiden blev en grøn transportform, og så gjorde det ikke noget, hvis flytiden til Sydney samtidig blev reduceret fra 22 til 4 timer – i hvert fald for de forretningsfolk, som ville have råd til at betale for billetterne. Igen synes ingen at stille spørgsmålstegn ved, hvor grønt det er?

Læs mere »