Permafrosten måske ikke så permanent
1. februar 2008
Information bragte 24.01. en tankevækkende artikel af Jørgen Steen Nielsen: Det starter med et hul i jorden. Den følger en af verdens førende permafrostforskere, Vladimir Romanovsky, og hans arbejde ved Geophysical Institute Permafrost Laboratory.
Hele vejen rundt om Det Arktiske Hav finder man et bælte med permafrost, som strækker sig gennem Sibirien, Alaska og Canada og udgør i alt en fjerdedel af landarealerne på den nordlige halvkugle (se kort nedenfor). I takt med den globale opvarmning sker der en langsom optøning af disse permanent nedfrosne områder.
Kort over permafrostens udbredelse på den nordlige halvkugle, fra UNEP.
“Et modelstudie foretaget af David Lawrence fra US National Center for Atmospheric Research i Boulder, Colorado, viser, at 90 pct. af det samlede permafrost-areal kan være alvorligt beskadiget af overfladeoptøning i 2100. Den seneste store rapport fra FN’s klimapanel IPCC siger, at arealet med permafrost på den nordlige halvkugle er reduceret med syv pct. gennem de seneste 50 år og kan blive reduceret med 20-35 pct. inden 2050.”
Forskere bekymrer sig derfor om de meget store mængder kulstof fra forrådnende plantedele, som ligger indkapslet i permafrosten. Når tundraen tør op, er der øjeblikkeligt mikrobakterier klar til at fordøje dem. Dette frigiver store mængder CO2. I de tilfælde, hvor det er anaerobe bakterier (omsætning uden ilt), udvikles i stedet metangas, som har en 20 gange stærkere drivhuseffekt end CO2.
Jørgen Steen Nielsen: Det starter med et hul i jorden, Information 24.01.2007.
