Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling
31. januar 2008Ingeniørforeningen har netop udsendt en rapport, Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling (67 sider pdf). Rapporten er et resultat af Ingeniørforeningens Miljøår 2007, som under temaet “Veje til en grøn fremtid” har været organiseret omkring 5 temaer: Ressourcer, Transport, Vand, Bioteknologi samt Landbrug & Fødevarer, som i store træk er de områder, rapporten dækker.
Rapporten præsenteres på IDAs hjemmeside under overskriften Dansk miljøpolitik i frit fald. Og i den overordnede konklusion udtrykkes der bekymring for, at det forspring på miljøteknologiens område, som Danmark har haft, er i fuld gang med at blive udhulet af, at der i de senere år ikke har været den fornødne politiske vilje til at prioritere miljøområdet, hvorfor en række centrale miljøindikatorer bevæger sig den gale vej.
“Med denne rapport lægger Ingeniørforeningen op til, at miljøområdet får en højere prioritering i dansk politik, og vi foreslår, at en række konkrete initiativer iværksættes med henblik på at skabe et bedre miljø. Vi er af den overbevisning, at Danmark, som et verdens rigeste samfund, og som et af de lande med det højeste ressourceforbrug pr. borger, har en forpligtelse til at gå forrest og dermed bidrage til en bæredygtig udvikling, lokalt og globalt.”
Rapporten rummer 10 hovedanbefalinger, som hver især er underbyggede. Tilsammen udgør de et stærkere, mere sammenhængende bud på en plan for en grøn fremtid, end det, vore politikere leverer.
1. Behov for ambitiøse miljømålsætninger, der kan monitoreres.
Ud over CO2-mål bør Danmark have præcise planer for opnåelsen af en 100% forsyning med vedvarende energi samt for opnåelsen af faktor 4 (se pkt. 3).
2. Opdatering af de danske miljøindikatorer og forbedret miljøovervågning.
Ifølge rapporten er der de senere år sket en markant svækkelse af miljøkontrollen, som bør føres tilbage på niveauet i 2002
3. Reduktion af det danske ressourceforbrug med en faktor 4 i 2030.
Faktor 4 indebærer en opretholdelse af vores nuværende livskvalitet ned en reduktion af vores materielle forbrug med en faktor 4. Disse beregninger skal indeholde ressourcer til vores forbrug af varer produceret i andre lande. På længere sigt må målet være at nå en faktor 10, hvis vi som danskere ikke skal bruge mere end vores del af verdens ressourcer.
4. Implementering af ambitiøs dansk energiplan.
IDAs Energiplan 2030 viser, at det er teknisk muligt og samfundsøkonomisk fordelagtigt at gennemføre en omlægning af det danske energisystem, hvor udslippet af drivhusgasser reduceres med 60% i 2030 i forhold til 1990.
5. Omlægning af vejtransporten til bane, cykel og gang via planlægning.
Afgiftsstyring af miljøvenlige køretøjer, ITS-systemer (Intelligente Transport Systemer) kan øge sikkerheden og mindske trængslen og dermed overflødiggøre udbygningen af det eksisterende vejnet.
En omlægning af vejtransporten til bane, cykel og gang er vigtig for at reducere nogle af de miljø-, sundheds- og sikkerhedsproblemer, som byernes partikelforurening og vejtransportens årligt stigende CO2-udledning. Byer bør tilstræbe fortætning og planlægning, så bilen er overflødig.
6. Miljø- og energivenlig regulering af vejtransporten.
7. Forbedret beskyttelse af de danske vandressourcer.
Kvælstof, fosfor og kemikalier udgør fortsat et betydeligt problem for den danske biodiversitet, de danske åer, søer og grundvandet. Der foreslås mere monitorering samt afgift på kvælstofudledning.
8. Bæredygtig dansk fødevareproduktion og -forbrug.
Det anbefales, at indsatsen for at fremme omlægningen til økologisk drift styrkes, og at puljen til økologisk produktudvikling forøges. Samtidig anbefales det, at der tages initiativ til at udvikle en dansk handlingsplan for en bæredygtig dansk fødevareproduktion og et bæredygtigt fødevareforbrug, som bl.a. forholder sig til fødevareproduktionens og -forbrugets betydning for klimaforandringerne.
9. Vand, energi og klima bør sammentænkes i ulandsbistanden.
Det anbefales, at Danmark iværksætter et strategisk program, der har som mål at udnytte de danske kompetencer inden for vand, energi, klima og forvaltning i forbindelse med den danske teknologieksport og ulandsbistand. Konkret bør der etableres en støttepulje, der støtter pilotprojekter på området.
10. Forceret udvikling af danske miljøteknologier og -produkter
For at fastholde en væsentlig dansk rolle på det miljøteknologiske område bør innovationsmiljøet for miljøvenlige teknologier og produkter styrkes. Det kræver en kombination af tiltag, som indbefatter markante miljømæssige krav til produkter og produktion i Danmark samt støtte til forskning, udvikling og implementering.
Forskning inden for miljøområdet bør øges betragteligt, og der bør skabes en øget efterspørgsel efter miljøvenlige produkter og teknologier gennem en ambitiøs dansk miljø- og produktregulering. Den offentlige indkøbspolitik bør konsekvent efterspørge sunde og miljøvenlige produkter. En klimadeklaration på produkter bør udvikles med henblik på at forbedre forbrugernes mulighed for et klimabevidst forbrugsvalg.
Rapporten giver således et ganske bredt funderet scenario for de kommende år. En sådan sammenkøring er essentiel for opnåelsen af en reel bæredygtighed. Som det er nu, får vi præsenteret en i forhold til klimaproblematikken hovedrystende Strukturkommissionsrapport netop mens Klimaministeren er på Bali for at forhandle de store linjer. Hvis vi vil skabe en bæredygtig fremtid, er det uomgængeligt vigtigt, at de enkelte sektorer fremover bliver langt stærkere samarbejdet end tilfældet er i dag.
Det er også glædeligt at se, at faktor 4- og faktor 10-tankegangen repræsenteret i Danmark. Anbefalingerne lægger sig her tæt op ad Wuppertal Institut für Klimat, Umwelt, Energie Gmbh, hvor man igennem en årrække har arbejdet systematisk med faktor 4, at vi som en opnåelig målsætning inden 2030 skulle have reduceret vores materielle gennemstrømning med 75%. Det var samme institut i Wuppertal, som i 1994 tog initiativ til etableringen af et forum for faktor 10, som det langsigtede mål der kunne reetablere en reel bæredygtighed for de industrialiserede lande.
Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling, IDA januar 2008 (pdf).
Dansk miljøpolitik i frit fald, IDA 26.01.2008.