Strøtanker om bæredygtighed

“Skolen og pædagogikken spiller en vigtig rolle for bæredygtig udvikling, men opgaven rækker videre end til at lære eleverne at spare på vandet og tage cyklen. Det er et dannelsesprojekt, der kan præge fremtidige generationers måde at handle på i forhold til – miljø, økonomi, kultur og samfund.”

Sådan indleder Torben Clausen artiklen Kimen til en bæredygtig skole. Han er her inde på noget helt centralt. Vi skal lære at forstå vores tilstedeværelse i biosfæren på en helt anden måde, hvis vi fremover skal udvikle livsformer og adfærdsmønstre, som naturligt er mere bæredygtige, og ikke blot klare os gennem afgifter og restriktioner. Dette sker ikke bare fra dag til dag, men kræver en helt anden forståelse af og opmærksomhed på naturen, og skolerne har her en helt central opgave.

Dette er også baggrunden for, at Education for Sustainable Development i 2005 kom på den internationale dagsorden som del af FNs uddannelsestiår. Men det skorter stadig på konkrete initiativer, og i dagens Information kunne man læse, at Bertel Haarder sylter miljøet. Her mere end to år efter er der stadig ikke sket ret meget.

I Kimen til en bæredygtig skole refereres til to forskere fra Damarks Pædagogiske Højskole, og man kan mærke, hvordan de brænder for at give børnene de muligheder for at forstå situationen, som også sætter dem i stand til at forholde sig bevidst til de forståelsesbobler, som for eksempel klimaskeptikeren Lomborg nogle år formåede at forvirre ikke mindst den hjemlige scene med.

Har vi overhovedet indset, hvad et bæredygtigt eller et CO₂-neutralt Danmark indebærer? Er bæredygtighedsbegrebet blevet så inficeret af økonomisk bæredygtighed, at det ikke sikrer en reel bæredygtighed? Lever vi stadig i håbet om, at de nødvendige forandringer kan klares med rent tekniske løsninger, som flere vindmølleparker, nye køleskabe og mere effektive bilmotorer, og den nuværende udvikling kan fortsættes efter en serie småkorrektioner?

Vi står i de kommende år overfor at skulle udvikle langt klarere begreber om økologi og bæredygtighed, både som samfund og som individer. Og de kommende generationer står med et morads af ubalancer, som de har arvet fra det 20. århundrede.

Selvom det er endnu en opgave at læsse over på folkeskolen, er Education for Sustainable Development en vital del af at etablere et perepektiv for at kunne håndtere fremtidens udfordringer, som frem for at være et lille emne i naturlære burde integreres systematisk i alle undervisningsområder.

Se mere på UBU blog’en, Uddannelse for en Bæredygtig Udvikling.

Torben Clausen: Kimen til en bæredygtig skole, Universitetsmagasinet Asterisk nr. 34, 2007 pp. 26-29.