Formanden for Rådet for Bæredygtig Trafik, Keld A. Larsen, havde 10.01. en læseværdig artikel i Information med titlen Københavns trafikale dilemma.
Det grundlæggende dilemma er, at København på den ene side har ambitioner om at være miljømæssig foregangsby, med god luftkvalitet, god kollektiv trafik og god livskvalitet og radikale reduktioner af CO2-udledningen, samtidig med at antallet af biler er stadig stigende. Man regner således med, at der i hovedstadsområdet vil være 44,4% flere biler i 2030 end i 2004. Disse biler står ikke bare parkeret i garagerne. Samtidig er godstransporten på vejene i stadig stigning, og det forventes, at transportens andel af CO2-udledningen fra 15,9% i 2003 vil vokse til 33% i 2030. Hvis ikke udviklingen bliver vendt, vil der derfor i de kommende år blive stadig mere trængsel på vejene, ikke mindst i og omkring centrum, og luftforureningen vil vedblive med at ligge over EUs grænseværdier.
At vende udviklingen vil kræve en række velkoordinerede indsatser. Borgerrepræsentationen har vedtaget en betalingsring, og trængselsafgifter alene regner man med ville kunne reducere trafikken med 22%. Men det har regeringen foreløbig modsat sig.
Et andet vigtigt element for reduktionen af trafikken er en markant styrkelse af dels cyklisternes vilkår i byen, dels den kollektive trafik. Keld A. Larsen fremhæver letbaner som et billigere alternativ til en yderligere udbygning af metroen, og foreslår, at nye bydele som Nordhavn og Carlsbergområdet planlægges på som bilfri områder. Dette ville være eneste logiske konsekvens af visionen om at skabe en CO2-neutral bydel.
Keld A. Larsen: Københavns trafikale dilemma, Information 10.01.2008.