Strøtanker om bæredygtighed

Aalborg-charteret er et charter for udviklingen af bæredygtige byer og bymiljøer. Den er vedtaget i forlængelse af FNs topmøde i Rio de Janeiro juni 1992, hvor man i lyset af en gryende erkendelse af verden som et lukket globalt økosystem vedtog et Agenda 21 med generelle retningslinjer for en omlægning fra vækst- og ekspansionsstrategier til udviklingsstrategier for et globalt ligevægtssamfund, hvor kortsigtede interesser ikke ødelægger fremtidige (eller blot andre samfunds) livsbetingelser. Som en del af Rio-agendaet blev det pålagt at udarbejde lokale Agenda 21-planer, og Aalborg-charteret er blevet til i det lys – et forsøg på at udvikle retningslinjer og redskaber for vores bymiljøer og deres rolle i omlægningen til et globalt ligevægtssamfund.

Aalborg-charteret blev vedtaget i maj 1994 på en stor konference i Aalborg – heraf navnet Aalborg-charteret. Jeg var til stede ved vedtagelsen af Aalborg-charteret og står som individuel medunderskriver. Ved vedtagelsen i maj 1994 var der 80 byer, som underskriv Aalborg-charteret, men løbende er flere byer kommet til, og i dag har mere end 800 byer tilsluttet sig. Det er en smuk tekst med en klar og stærk systemisk-holistisk forståelse af byen som levende organisme og af byen som del af et stort, globalt økosystem. Dette kan i høj grad tilskrives de rådgivere fra og omkring ICLEI, en institution i Freiburg i det sydlige Tyskland, som var konsulenter på udarbejdelsen af charter-teksten.

Charter-teksten har tre dele. Første del er en konsensus-erklæring, anden del er en program-erklæring, mens tredje del er en handlingsplan. Hvis man nærlæser teksten, er den skrevet på et meget velreflekteret øko-filosofisk grundlag. Hele den bagvedliggende diskussion og forståelse er imidlertid taget ud af charter-teksten i dens endelige formulering. Og det er et spørgsmål, om det var en rigtig disposition. For når man i dag hører velmenende politikere og embedsmænd tale om økologi og bæredygtighed, er der er i den grad brug for, at det underliggende værdisæt eller forståelsesparadigme blev klarere kommunikeret, så det bliver en reel del af de enkelte bysamfunds forvaltninger og beslutningsprocesser.

For nok må vi hilse velkommen, at der i løbet af de seneste år er opnået en bred konsensus om, at vi er nødt til at gøre noget ved miljøet. Men vi må samtidig indse, at der stadigvæk er store huller i miljø-forståelsen, og at der stadig forestår en kolossal opgave i at få kommunikeret perspektivet. Nu virker det som om et hjørne af forvaltningsapparatet er blevet sat til at varetage miljø-problemerne, mens mange andre dele af forvaltningen tager beslutninger, som trækker i en diametralt modsat retning.

Først på et sent tidspunkt blev jeg klar over, at Københavns Kommune også står som medunderskriver af Aalborg-charteret. Det er både glædeligt og skræmmende – glædeligt, fordi byen på et tidspunkt har anerkendt charter-tekstens betydning, og skræmmende, fordi charter-tekstens stærke holistiske forståelsesramme og perspektivering af miljøindsatsen er svær at genkende i den konkrete forvaltning af byens miljøindsats, som har tendens til at drukne i populistiske manifester.

Men læs Aalborg-charteret (108 kb pdf) og glæd dig over en velreflekteret tekst.